Safari på cykel

Turen går forbi eller igennem Knuthenborg Safaripark. Tag med børnene på safari. "Safari på Cykel" er en børnevenlig cykelrute på 22 km, der starter i Maribo midt på Lolland.

Rutebeskrivelse

Cykelruten går nordpå til den idylliske landsby Maglemer og Knuthenborg Safaripark. Her kan du købe billet til safariparken, og opleve en lang række af de eksotiske dyr fra din cykelsadel. I safariparken er der en forlystelsespark, som er yderst populær blandt børn og barnlige sjæle.

Hvis du ikke cykler ind i safariparken, fortsætter ruten langs Knuthenborgs historiske mur, og videre igennem Merritskov. I skoven cykler du igennem et indhegnet område, på en minisafari hvor det er muligt at se vildsvin og bisonokser.

Den skønne lille havneby Bandholm, med sine klassiske gamle gule bindingsværkshuse, ligger smukt på Lollands nordkyst med udsigt over Smålandsfarvandet. Køb en is i ishuset ved Bandholm Hotel, gå ned til stranden eller havnefronten, nyd den fantastiske udsigt og se den lokale færge sejle afsted mod Askø. På en varm sommerdag kan du snuppe en lille dukkert ved stranden eller i havnebadet.

Turen hjem fra Bandholm til Maribo foregår via små hyggelige landeveje og en tur igennem Merritskov igen. Nyd den smukke udsigt over Nørresø i Naturpark Maribosøerne på vej tilbage til Maribo.

Få mange flere detaljer om ruten i appen Naturlandet – du finder den i kategorien ”Naturlandet oplevelsesruter”. Har du tændt for din GPS på telefonen, kan du hele tiden se hvor du er på turen derude!

​Praktisk information

Cykelruten er en Panoramarute, den er skiltet med blå skilte med symboler - du skal bare følge ”næsehornet”.

Andre cykelruter du vil støde på undervejs er de ­nationale cykelruter 7 (Sjællands Odde - Rødbyhavn) og 8 (Østersøruten), ”Naturlandet Rundt” (N), ”Skov, kyst og vin” (træer) og ”Cykeløerne” (færge).

Cykelruten er en rundtur med start/stop i Maribo, men er kun skiltet den ene vej rundt (mod uret).
Du vil se skilte hver gang ruten drejer; hvis der ikke er noget skilt, følges blot vejen.

Der er mulighed for at købe mad og drikke på cykelruten; eksempelvis på Bandholm Hotel eller i Knuthenborg Safaripark.

Offentlig transport

Cykelruten starter ved Maribo Station. Det er muligt at komme til og fra stationen med bus eller tog, hvor der kan medbringes cykler.
For bus- og togtider henviser Naturlandet til Rejseplanen.

Oplevelser på turen

  1. Picnic spot: Et sjovt og anderledes sted at nyde din medbragte picnic.
  2. Knuthenborg Safaripark: En af de helt store muligheder for at gøre cykelturen til noget særligt er at opleve store dele af safariparken, og se en lang række af de fritgående eksotiske dyr. I har også adgang til forlystelsesparken Limpopoland, hvor alle aktiviteter, både for børn og voksne, er gratis. Af sikkerhedsmæssige grunde er der områder af parken, hvor det ikke er muligt at cykle. Priser for en cykelbillet er kr. 185,- for voksne og kr. 115,- for børn under 12 år.
  3. Merritskov: Du cykler igennem et indhegnet område, hvor det er muligt at se vildsvin og bisonokser. Er du heldig at se dyrene, så hold afstand.
  4. Hvedemagasinet: Bandholms kulturhus, som har åbent for besøgende fra juni til august. Her er der forskellige arrangementer med kunst, musik og andet underholdning i stueetagen. På første og anden sal er der udstillet kunst og kunsthåndværk.
  5. Museumsbanen: Har det været en god og oplevelsesrig dag i Naturlandet? Prikken over i-et kan være at tage med Museumsbanen retur til Maribo - tag cyklen med, og kør i tog som i gamle dage. 
  6. Bandholm Strand: Meget børnevenlig strand, god udsigt og superflot solnedgang. Tag et hvil ved de opstillede borde og bænke.
  7. Bandholm Badeanstalt: På ydersiden af havnen i Bandholm finder du en badeanstalt. Her er der 16 omklædningskabiner, to badebroer samt en rutschebane. Skønt sted at snuppe en dukkert, hvis du ikke er til stranden.
  8. Nørresø: Søen er én af fire sammenhængende søer i Naturpark Maribosøerne, der er kendt for sine mange havørne. Naturlandet anbefaler cykelruten ”I Havørnens Land”, hvis du har lyst til at opleve Maribosøerne og det smukke landskab omkring søerne.

Gpx fil

Download gpx filen til ruten - safari på cykel. Filen indeholder rutens GPS data, og kan bruges til at overføre ruten til dit Garmin ur og andre apps. Husk at du også kan finde ruten digitalt i appen Naturlandet Lolland-Falster.

Få mere inspiration: