Mountainbike

Fuld fart på i naturen​! I Naturlandet finder du en masse MTB-spor i forskellige sværhedsgrader som kan anvendes af både børnefamilier, nybegyndere og garvede mountainbikeryttere. 

Apotekerjordens mountainbikebane

Tæt ved Nakskov By ligger Apotekerjordens mountainbikebane, som er et teknisk udfordrende spor beliggende i et skovrejsningsområde. På nuværende tidspunkt er ruten knapt 2 km lang, men det er planen at banen skal udvides med flere spor i takt med at træerne vokser.

Bangsebroskoven 

I Bangsebroskoven findes der en alsidig mountainbikebane som kan anvendes af både nybegyndere og børnefamilier, samt erfarne mountainbikeryttere. Hele banen ligger i et naturskønt område med flad bøgeskov, mosehuller, vandløb m.m. og således byder ruten på mange sving og mindre udfordringer undervejs. Sporet er knapt 5 km langt, og indeholder blandt andet en teknikbane med 250 m pumptrack, en balancelinje samt hop og sving linje. 

Hamborgskoven

I Hamborgskoven ligger der et mountainbikespor på 6,3 km som snor sig gennem den flotte gamle bøge- og granskov der kendetegner området. Landskabet er lettere kuperet, og der er mulighed for tilvalg undervejs hvor man kan blive teknisk udfordret hvis dette ønskes. Hele området er kystnært og byder på en fantastisk naturoplevelse undervejs. 

Systofte Grusgrav

I Systofte Grusgrav findes områdets nyeste og længste mountainbikebane, med et singletrack spor på 5 km og ekstra spor som bringer den samlede længde op på 8 km. Banen indeholder linjer som kan køres af de fleste, samt mange teknisk svære strækninger med features så som pumptrack, drops, wall-rides, hop, berms, rockgardens og lange broer i flere niveauer. I direkte tilknytning til banen ligger der et hyggeligt fællesområde med borde og bænke, muldtoilet samt mulighed for overnatning i shelter.

Trailstars Falster

​Mountainbikebanerne i Bangsebroskoven, Hamborgskoven og Systofte Grusgrav bliver alle vedligeholdt af Trailstars Falster, som vi opfordrer til at man støtter gennem deres vignette-ordning hvis man jævnligt bruger banerne. Mere information findes på deres hjemmeside, Trailstarsfalster.dk

Få mere inspiration: