I havørnens land

Danmarks bedste mulighed for at opleve havørne. Cykelruten ”I havørnens land” er en fantastisk mulighed for at opleve den smukke Naturpark Maribosøerne fra landsiden, og turen kan med fordel også vandres.

Rutebeskrivelse

Naturparken er en del af Danske Naturparker, og har dette kvalitetsstempel på grund af dens enestående naturværdier, et rigt plante- og dyreliv, spændende kulturmiljøer samt de mange gode friluftsmuligheder på land og til vands. Havørnen er et af de mange dyr, som du næsten med garanti kan opleve svæve over søerne.
Maribosøerne er fire sammenhængende søer, hvor cykelruten går rundt om de to største; Søndersø og Røgbølle Sø.

Turen starter og slutter ved Maribo Turistbureau i centrum af Maribo. Her findes en række muligheder for indkøb, overnatning og spisning.

Halvvejspunkt på turen er fugletårnet ved Røgbølle Sø med handicapvenlig udkigspost samt borde og bænke, hvor den medbragte madpakke kan nydes.

Mellem Søndersø og Røgbølle Sø ligger det idylliske Søholt Gods med en tilhørende interessant barokhave opført i fransk stil, som uden tvivl er et stop værd. Søholt Gods tilbyder guidede ture med mulighed for let forplejning.

På tilbagevejen går turen forbi Naturskolen, med en fantastisk udsigt over Søndersø, og videre ad en smuk natursti til Frilandsmuseet, hvor du finder et Naturlandet Info-punkt.

Ruten kommer forbi en hel del steder, hvor der er en formidabel og naturskøn udsigt ud over søerne. Medbring derfor en kikkert, hvis du gerne vil helt tæt på fuglelivet.

På turen findes mange borde og bænke hvor medbragt mad kan nydes sammen med udsigten.

Få mange flere detaljer om ruten i appen Naturlandet – du finder den i kategorien ”Naturlandet oplevelsesruter”. Har du tændt for din GPS på telefonen, kan du hele tiden se hvor du er på turen derude!

​Praktisk information

Cykelruten er en Panoramarute, den er skiltet med blå skilte med symboler - du skal bare følge ”havørnen”.

Andre cykelruter du vil støde på undervejs er den nationale cykelrute 7 og ”Munkevejen” (88).

Cykelruten er en rundtur med start/stop i Maribo, men er kun skiltet den ene vej rundt (med uret).
Du vil se skilte hver gang ruten drejer; hvis der ikke er noget skilt, følges blot vejen.

Der er indkøbsmuligheder i Maribo, men det er ikke muligt at købe mad og drikke undervejs på turen.

Offentlig transport

Cykelruten starter ved Maribo Station. Det er muligt at komme til og fra stationen med bus eller tog, hvor der kan medbringes cykler.
For bus- og togtider henviser Naturlandet til Rejseplanen.

Oplevelser på turen

  1. Engestofte Gods: Gammel kongsgård fra 1457. Godset består af en hovedbygning, avlsgård, et gammelt våndtårn samt egen kirke.
  2. Naturskønt ophold ved Søndersø: Flot udsigt over den østlige del af Søndersø, til blandt andet Borgø, den største ø i naturparken og den eneste, som har været beboet i nyere tid.
  3. Pumpestation: Kontrollerer vandniveauet mellem Hejrede Sø og Søndersø. Her finder du også en udkigspost til Hejrede Sø, hvor der er gode muligheder for at se havørne.
  4. Søholt Storskov: Den største skov i naturparken med et fantastisk plante- og dyreliv, blandt andet meget sjældne dagsommerfugle.
  5. Skelsnæs Pavillion: Bygget i 1822 af Søholt Gods. Godt udflugtsmål og madpakkehus.
  6. Søholt Barokhave: Stort haveanlæg ved siden af Søholt Gods, som er et af landets ældste barokhaver. Haven er anlagt efter fransk forbillede. Barokhaven er åben for publikum mod entré.
  7. Søholt Orangeri: ”High Tea og havehistorie” i orangeriet på Søholt Gods. Nyd the og hjemmebagt kage til fortællinger om barokhavens historie. De første avnbøge blev plantet i slutningen af 1600-tallet og senest blev barokhaven renoveret i 2010. Det er muligt at studere gamle havetegninger, fotos og kobberstik.
  8. Naturskøntophold og fugletårn ved Røgbølle Sø: Fugletårn og handicapvenlig udkigspost med en fantastisk udsigt over Røgbølle Sø. Her findes information naturparkens rige fugleliv.
  9. Maribo Naturskole: Fantastisk udsigt ud over den vestlige del af Søndersø til Maribo.
  10. Frilandsmuseet og Naturlandet INFO-punkt: Oplev blandt andet 13 genopførte huse fra slutningen af 1600-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. Udstilling om Naturlandet Lolland-Falster og Naturpark Maribosøerne.

Gpx fil

Download gpx filen til ruten - i havørnenes land. Filen indeholder rutens GPS data, og kan bruges til at overføre ruten til dit Garmin ur og andre apps. Husk at du også kan finde ruten digitalt i appen Naturlandet Lolland-Falster.

Få mere inspiration: