Naturpark Nakskov Fjord

I Naturpark Nakskov Fjord kan du opleve den det rige fugleliv og komme tæt på livet under overfladen med fisk, krabber, sæler og marsvin. Der er også unikke muligheder for friluftsliv på og langs med fjorden og mulighed for at gå på opdagelse i den helt særlige kulturhistorie.

Smuk natur på det vestlige Lolland

Naturpark Nakskov Fjord byder på fine naturoplevelser for den kræsne naturelsker, og parken er et eldorado for fuglelivet. Naturparken har også på en helt særlig kulturhistorie og skønne naturområder med gode muligheder for friluftsliv på og langs med fjorden.

Kom tæt på naturparkens spændende fugleliv på en sejltur med Postbåden, og forestil dig livet under vandet med fisk, krabber, sæler og marsvin. På fjorden kan du også tage på fantastiske kajakture til blandt andet øerne, Tårs Havn, fiskerbyen Langø og Albuen.

Oplev de svævende havørne

Havet, lyset og ikke mindst fuglelivet gør fjorden til en storslået oplevelse. En vandretur på Albue-tangen leder tankerne hen på Skagen med havets brusende bølger på den ene side og norets sagte summen på den anden.

Nyd den storslåede natur, mens du spejder efter den næste havørn og oplev Albuens unikke kulturmiljø med sporene efter Danmarks bedst bevarede middelaldersildemarkedsplads samt fiskerhuse, lodshus, fyrtårn og skole, der vidner om områdets storhedstid.

Blandt øerne i fjorden er Slotø en udflugt værd. Her oplever du de fascinerende ruiner af Engelborg og verdens første orlogsværft. Øen Enehøje byder på en betagende flora og fauna, og du kan overnatte primitivt i shelter eller telt og sove side om side med grønlandsfareren Peter Freuchens karakteristiske hvalkæbelysthus.

Dyk ned i historien

I Naturpark Nakskov Fjord kan du også gå en tur langs den historiske havn i Nakskov med idylliske bindingsværkshuse, eller du kan besøge det eventyrlige Frederiksdal Gods, der indbyder til vandreture i det smukke herregårdslandskab, og hvor du kan få indblik i produktionen af deres berømte kirsebærvin.

For besøgende på to hjul byder Naturpark Nakskov Fjord på hele to oplevelsesruter: ”Nordens drue” tager dig naturskønt nordpå forbi Frederiksdal Gods til idylliske Onsevig på det nordvestligste Lolland, mens du på ruten ”Langs fjorden” cykler på diget med en fabelagtig udsigt over den blå fjord med varierede naturområder og frodige marker.

Få inspiration til oplevelser i Naturpark Nakskov Fjord: