Ud i skoven

På tur til de store midtfalsterske skove. Her kommer du rigtig på skovtur. Gennem tre af Midtfalsters skove, med masser af flot natur og spændende fortidslevn.

Rutebeskrivelse

Man kan starte ved Slotsbryggen i Nykøbing F. og cykle nordpå langs Guldborgsund, forbi Ny Kirstineberg og gennem Bangsebroskoven. I denne bynære skov er der både en mountainbikebane, skovlegeplads, bålhytte og meget mere.

Derefter kører man øst om byens nyeste bydel, Nordbyen, og til Tingsted. Her kan man holde pause ved kirken og fx kigge indenfor og nyde de flotte kalkmalerier af Elmelundemesteren.

Næste oplevelse er Hannenovskoven, hvor man passerer Virketvolden fra jernalderen, og det fantastiske naturområde ved engene ved Fjællebro. Videre gennem Oustrup Skov og så tilbage ad små veje til Nordbyen, der denne gang passeres vestom. I Bangsebroskoven kører man ud i skovens sydøstlige hjørne og videre øst om Nykøbing F. Man kommer gennem endnu en skov, Sønder Kohave Skov og så tilbage gennem bydelen Østerbro til Slotsbryggen.

Hvis man synes ruten er for lang, kan den forkortes til 11,5 km ved kun at køre til Bangsebroskoven.

Få mange flere detaljer om ruten i appen Naturlandet – du finder den i kategorien ”Naturlandet oplevelsesruter”. Har du tændt for din GPS på telefonen, kan du hele tiden se hvor du er på turen derude!

​Praktisk information

Cykelruten er skiltet med blå skilte – du skal bare følge panoramarute 420.

Andre cykelruter du vil støde på undervejs er ”Sundruten” (æbler), ”Kyst til kyst” (418), ”Munkevejen” (88), ”Naturlandet Rundt” (N) og den nationale cykelrute København-Berlin (9).

Cykelruten er en rundtur med start/stop ved Slotsbryggen i Nykøbing Falster, ruten er beskrevet den ene vej rundt (med uret).
Du vil se skilte hver gang ruten drejer; hvis der ikke er noget skilt, følges blot vejen.

Mad og drikke kan købes i Nykøbing Falster.

Offentlig transport

​Cykelruten starter ved Slotsbryggen i Nykøbing Falster. Der går tog og busser til Nykøbing Falster, hvor der kan medbringes cykler.
For bus- og togtider henviser Naturlandet til Rejseplanen.

Oplevelser på turen

  1. Bangsebro Skov: Bynær skov med forskellige publikumsfaciliteter. Her er også et rigt dyreliv, et vandløb med ørreder og mange gravhøje. Skoven er statsskov.
  2. Tingsted kirke: En af de karakteristiske lyserøde falsterske kirker. Kig indenfor, Elmelundemesteren har stået for de mange flotte senmiddelalderlige kalkmalerier. Over for kirken er et gammelt tingsted, hvor der fra 1500-tallet og frem blev afholdt retsmøder og fældet domme.
  3. Hannenovskoven: 530 ha skov, meget egeskov, resten er bøg og forskellige løvtræer, men kun lidt nåletræer. De ældste egetræer er 2-300 år gamle. Skoven er fuld af fortidsminder, især er der mange gravhøje.
  4. Virkethus: Kommunens ”grønne forsamlingshus” Virkethus er lidt uden for ruten, men her finder du toilet, madpakkehus og vand, foruden en række andre faciliteter.
  5. Virketvolden: Tilflugtsborg fra sen jernalder, 500-850 e.Kr. 60 ha er her beskyttet af volde og grave samt moseområder.
  6. Borremosen: En lille afstikker fra ruten. I Borremosen finder du sjældne dyr og planter, bl.a. stor kærguldsmed og nøkkeroser.
  7. Engene ved Fjællebro: Smukt engområde, hvor der er ynglende traner om sommeren. Fjællebro er en meget gammel vej, måske helt fra jernalderen. En fjælle er en bro lavet af træplanker. Idag er der en asfaltvej over åen, hvor broen var før.
  8. Ovstrup Skov: 221 ha skov, meget er egeskov. 45 gravhøje fra bronzealder og et par langdysser.
  9. Sønder Kohave Skov: Bynær skov, mest med bøgetræer. Der er en hjertesti (skiltet vandretur) og skoven bruges meget af motionister. Skoven er statsskov.

Gpx fil

Download gpx filen til ruten - ud i skoven. Filen indeholder rutens GPS data, og kan bruges til at overføre ruten til dit Garmin ur og andre apps. Husk at du også kan finde ruten digitalt i appen Naturlandet Lolland-Falster.

Få mere inspiration: