Rundt om Sakskøbing

Forbi tre godser, en kro og et traktørsted. Rundt om Sakskøbing er en smuk lille tur på 17 km langs Sakskøbing Fjord og gennem vidstrakte herregårdslandskaber. Startpunktet er ved Sakskøbing Havn.

Rutebeskrivelse

Du cykler gennem landskaber præget af Oreby Gods, Berritsgård Gods og Krenkerup Gods. Undervejs er også et par interessante kirker. Der er endda mulighed for at besøge en kro ved Oreby og et traktørsted på Krenkerup Gods undervejs.

Sakskøbing Fjord er et spændende naturområde med beskyttede strandengsarealer langs bredderne og et rigt fugleliv. Husk badetøj, man kan nemlig bade fra broen i Oreby Havn. Det er en afstikker fra ruten, men besøget værd, da stedet er en gammel herregårdshavn med flere velbevarede gamle bygninger, en mølle, magasiner og en kro.

Ellers går turen ind over land ad små veje og gennem mindre landsbyer til Radsted. Her er en flot kirke og mulighed for at overnatte i Radstedhus.

Midtvejspunktet kunne være traktørstedet på Krenkerup Gods, men tjek åbningstiderne.

I den fine gamle købstad Sakskøbing er der både hotel, vandrerhjem og en campingplads. Der er flere muligheder for at købe lækre lokale fødevarer, lige fra øl, vin og saft til kød, grøntsager og søde sager.

Få mange flere detaljer om ruten i appen Naturlandet – du finder den i kategorien ”Naturlandet oplevelsesruter”. Har du tændt for din GPS på telefonen, kan du hele tiden se hvor du er på turen derude!

​Praktisk information

Cykelruten er skiltet med blå skilte – du skal bare følge ”saksen”.

Andre cykelruter du vil støde på undervejs er ”Fuglenes fristeder” (fugletårn) og de nationale cykelruter 7 og Østersøruten (8).

Cykelruten er en rundtur med start/stop i Sakskøbing Havn, men er kun skiltet den ene vej rundt (med uret).

Du vil se skilte hver gang ruten drejer; hvis der ikke er noget skilt, følges blot vejen.

Mad og drikke kan købes i Sakskøbing.

Offentlig transport

​Cykelruten starter ved havnen i Sakskøbing. Der går tog og busser til Sakskøbing, hvor der kan medbringes cykler.
For bus- og togtider henviser Naturlandet til Rejseplanen.

Oplevelser på turen

  1. Sakskøbing Fjord: Smuk 8 km lang fjord ind til Sakskøbing Havn. Fjorden er et vigtigt naturområde med fine strandengsområder på begge siden af fjorden og med et rigt fugleliv.
  2. Oreby Havn: Besøg Oreby Havn, hvor der er udsigt over fjorden og hvor man også kan bade. Hele lokaliteten har hørt under Oreby Gods, med en mølle og havnen, der udskibede korn. Den gamle hovedgård, Orebygård, går helt tilbage til middelalderen. Der er ikke adgang for offentligheden til Orebygård. Oreby Kro er derimod et populært spisested. Afstikker på 1 km.
  3. Tårs Kirke: Kirke fra ca. 1230 opført i røde munkesten.
  4. Radsted Kirke: Flot kirke med et 56 m højt tårn med kobberspir. Kirken har hørt til Krenkerup Gods, og der var en kastanjealle hele vejen fra godset til kirken. Det siges fra gammel tid, at Helvede befinder sig 7 mil - ca. 11 km - under kirken!
  5. Krenkerup Gods: Godset er grundlagt i 1300-tallet og de ældste dele af den nuværende hovedbygning er fra 1480. Godset har været ejet af samme familie i 600 år. Der er ikke adgang for offentligheden, men bygningen kan ses fra vejen.
  6. Krenkerup Bryggeri: Der er indrettet et moderne bryggeri og et traktørsted i en af godsets avlsbygninger. 
  7. Reersø Huse: En række fine huse fra 1800-tallet opført af Krenkerup Gods. De er udpeget som et såkaldt kulturmiljø, fordi de er en vigtig del af egnens historie.
  8. Sakskøbing by: Lille købstad med et hyggeligt bymiljø, havn og station. Flere overnatningssteder, spisesteder og indkøbsmuligheder.

Gpx fil

Download gpx filen til ruten - rundt om Sakskøbing. Filen indeholder rutens GPS data, og kan bruges til at overføre ruten til dit Garmin ur og andre apps. Husk at du også kan finde ruten digitalt i appen Naturlandet Lolland-Falster.

Få mere inspiration: