Fra købstad til fiskerleje

Til skov og strand i det bakkede Nordøstfalster. Fra købstad til fiskerleje er en naturskøn cykelrute på 30 km. Startpunktet er i Stubbekøbing, ved havnen.

Rutebeskrivelse

Cykelruten går ad små veje forbi Marie Grubbes hus og langs kysten ved Næsgaard, hvor der er en fantastisk udsigt over sundet mod Møn. Terrænet her er bakket, det er selveste Falsteråsen man cykler på. I Corselitze Østerskov gemmer sig en mængde fortidsminder, lige fra gravhøje til skanser.

Midtvejspunktet er i den idylliske kystlandsby Hesnæs. Her finder man ”byens spisebord” ved havnen, hvor den medbragte mad kan nydes. Der er en dejlig badestrand i læ af skoven.

Turen går derefter vestover forbi ruinen Bønnet Slot og til Horbelev, hvor der både er en vejkirke og indkøbsmulighed.

På vejen tilbage mod Stubbekøbing passeres Åstrup med den lyserøde kirke og den lille landsby Vejringe, hvor vejboder ofte tilbyder frugt og grøntsager. Også her er terrænet dejligt bakket, det er igen Falsteråsen man skal passere.

Få mange flere detaljer om ruten i appen Naturlandet – du finder den i kategorien ”Naturlandet oplevelsesruter”. Har du tændt for din GPS på telefonen, kan du hele tiden se hvor du er på turen derude!

​Praktisk information

Cykelruten er skiltet med blå skilte med symboler – du skal bare følge ”fisken”.

Andre cykelruter du vil støde på undervejs er "Naturlandet rundt" (N), rute 45 og de nationale cykelruter Østersøruten (8) og København-Berlin (9).

Cykelruten er en rundtur med start/stop ved Stubbekøbing Havn, men er kun skiltet den ene vej rundt (med uret).
Du vil se skilte hver gang ruten drejer; hvis der ikke er noget skilt, følges blot vejen.

Mad og drikke kan købes i Stubbekøbing og tages med på turen, eller i Horbelev. Frisk vand kan tappes ved Stubbekøbing Havn og Hesnæs Havn.

Offentlig transport

Cykelruten starter ved Stubbekøbing Havn. Det er muligt at komme til og fra havnen med bus, hvor der kan medbringes cykler.
For bus- og togtider henviser Naturlandet til Rejseplanen.

Oplevelser på turen

  1. Marie Grubbes hus: Historien om en adelskvindes liv som simpel færgekone.
  2. Næsgård: Ved den tidligere agerbrugsskole er en fantastisk udsigt over Grønsund og Møn. Det er muligt at gøre en lille afstikker gennem skoven ned til vandet og tilbage ad markvejen over for Næsgård.
  3. Falster Åsen: Bakkerne her er dannet under den sidste istid.
  4. Skanse: Tag en afstikker gennem skoven ud til kanonbatteriet fra Englandskrigene i 1807-14. En tur på 1,7 km gennem skoven.
  5. Ørnehøj: Jættestue udgravet af en konge. Der er mange fortidsminder i Østerskoven.
  6. Hesnæs: Smuk og velbevaret tidligere fiskerleje med karakteristiske stråbeklædte huse, lille havn til fiskerbåde og lystsejlere og dejlig badestrand.
  7. Hesnæs Strand: Dejlig sandstrand, hvor bøgeskoven giver læ for vestenvinden.
  8. Pomle Nakke: En af landets sidste skovpavilloner med restaurant og issalg. Flot udsigt over Østersøen. Afstikker på 1,5 km.
  9. Bønnet Slot: Lille borgruin fra 1500-tallet med voldgrav og rester af tårn og hus.
  10. Horbelev: Landsby med indkøbsmulighed samt åben vejkirke.
  11. Åstrup: Lyserød kirke med kalkmalerier af Elmelundemesteren.
  12. Vejringe: Lille landsby med vejsalg af frugt.
  13. Stubbekøbing: Købstad med færge til Bogø, indkøb og overnatningstilbud. Stubbekøbing var en vigtig by i middelalderen og kirken er et besøg værd.

 

Få mere inspiration: