Skip til hoved indholdet

Vilde heste

Unik natur på det sydligste Lolland​. På cykelruten "Vilde heste" venter der mange spændende oplevelser på Sydlolland og i naturreservatet Saksfjed-Hyllekrog.

Rutebeskrivelse

Den sydligste spids af Lolland består af Saksfjed Inddæmning og krumodden Hyllekrog. Naturreservatet er et af Danmarks vigtigste steder for trækkende rovfugle, og byder samtidig på vilde heste, et ynglende havørnepar, et væld af vadefugle, en stor bestand af dåvildt samt anden spændende fauna og flora. Med udgangspunkt i feriecenteret Lalandia går turen igennem Rødbyhavn og videre til Tågerup. Herfra fortsættes ad Kastanjealléen til det smukke Lungholm Slot, og videre til Errindlev. Der kan provianteres i den landsbydrevne butik, og madpakken kan nydes flere steder i det rolige landsbymiljø.

Naturcenter Lyttesholm er næste store stop på turen, og indgang til Saksfjed-Hyllekrog Naturreservat. Her findes omfattende information om området og de mange muligheder for at komme ud og opleve den særegne natur. Med en skøn udsigt ud over Femern Bælt går turen tilbage mod Rødbyhavn vestpå ad Det Sydlollandske Dige, der blev etableret efter stormfloden 1872. På tilbagevejen igennem Rødbyhavn cykler du på Jernbanestien, en nedlagt jernbane der forbandt Rødbyhavn med Rødby, Holeby og Maribo. Hele strækningen til Maribo er en smuk og bilfri sti – en oplagt mulighed for dit næste Naturlandet eventyr!

Få mange flere detaljer om ruten i appen Naturlandet – du finder den i kategorien ”Naturlandet oplevelsesruter”. Har du tændt for din GPS på telefonen, kan du hele tiden se hvor du er på turen derude.

Praktisk information

Cykelruten er en Panoramarute, den er skiltet med blå skilte med symboler - du skal bare følge ”hesten”.

Andre cykelruter du vil støde på undervejs er de nationale cykelruter 7 (Sjællands Odde - Rødbyhavn) og 8 (Østersøruten), ”Munkevejen” (88) og ”Naturlandet Rundt” (N).

Cykelruten er en rundtur med start/stop ved Lalandia, men er kun skiltet den ene vej rundt (med uret).
Du vil se skilte hver gang ruten drejer; hvis der ikke er noget skilt, følges blot vejen.

Det er muligt at købe mad og drikke på ruten i byen Rødbyhavn og Errindlev.

Offentlig transport

Det er muligt at starte cykelruten ved Rødby Færge Station. Du kan komme til og fra stationen med bus eller tog, hvor der kan medbringes cykler.
For bus- og togtider henviser Naturlandet til Rejseplanen.

Oplevelser på turen

  1. Lalandia: Feriecenter, hvor du blandt andet kan komme i tropisk badeland, stå på skøjter, bowle, gå i biografen, spise og meget meget mere!
  2. Rødbyhavn: Blev etableret i 1912 efter at Rødby Fjord blev inddæmmet og forsvandt. Fra 1963 blev Rødbyhavn et vigtigt trafikknudepunkt med etableringen af den faste færgeforbindelse til Puttgarden.
  3. Tågerup Kirke: Tågerup Kirke er opført i senromansk tid af teglsten. Kirken er berømt for dens flotte kalkmalerier samt en runesten ved indgangen til kirken.
  4. Museum Polakkasernen: Få en fornemmelse af roepigernes ophold og hårde slid i markerne. De var sæsonarbejdere og opholdt sig typisk fra roefrøene kom i jorden til roerne blev taget op. I haven bag museet findes der en fin shelterplads. 
  5. Lungholm Gods: Det smukke slotsanlæg har fået nyt liv som ramme for festlige begivenheder som bryllupper og andre private begivenheder samt konferencer. Godset tilbyder også almindelig bed and breakfast.
  6. Errindlev: Her finder du købmand, kirke, stolemuseum, gadekær og en rummelig shelter- og teltplads.
  7. Lyttesholm Naturcenter: Spændende indgang til naturreservatet Saksfjed-Hyllekrog med shelterplads, toilet, naturudstilling samt omfattende information.
  8. Saksfjed-Hyllekrog: Den centrale del af området er et naturreservat. Krumdodden Hyllekrog er cirka fem kilometer lang. Det er muligt at gå hele vejen ud til spidsen, halvvejs ligger der et fyrtårn med en fantastisk udsigt fra toppen. Fra d. 1 marts til og med d. 15 juli er der der lukket for adgang til Hyllekrog af hensyn til de ynglende fugle. I Saksfjed er opsat et fugletårn, hvor du kan se en masse vadefugle og måske de vilde heste eller en havørn, hvis du er heldig.
Download gpx filen til ruten - Vilde heste

Måske er du også interesseret i

Naturlandet

Telefon: 54 67 67 67
naturlandet@lolland.dk

Hent appen Naturlandet Lolland-Falster

Nyttige links