Invasive arter

Dette alsidige undervisningsforløb handler om invasive arter, og introducerer eleverne i udskolingen for problemstillinger indenfor emnet, samt giver dem brugbar viden til at undersøge arternes udbredelse, og hjælpe de truede hjemmehørende arter i deres lokalområde.

Introduktion

Naturlandet vil med en række interaktive undervisningsforløb gøre det nemmere og sjovere for lærere og elever at tage en del undervisningen uden for klasselokalet.

Dette undervisningsforløb om invasive arter er målrettet elever i udskolingen inden for fagene biologi og geografi. Forløbet er delt op i 2 dele, som kan anvendes uafhængigt af hinanden.

Forløbet er udviklet med inspiration fra undervisningsmaterialer på astra.dk og skoven-i-skolen.dk, samt en række andre kilder. 

Lærervejledning

Dette forløb om invasive arter, introducerer eleverne i udskolingen for problemstillinger relateret til invasive arter og biodiversitet, både lokalt og nationalt.
 
Undervejs lærer eleverne hvordan invasive arter kan påvirke økosystemer (del 1), og får redskaber til at identificere og bekæmpe invasive arter (del 2).
 
I slutningen af hver del findes et evalueringsmodul, som gennemføres i appen Naturlandet Lolland-Falster. Eleverne går en kort tur, genopfrisker det lærte, og svarer på en lille quiz med 4-5 spørgsmål. (OBS: Denne del er under udvikling og understøttes ikke i appen endnu)
 
  • Fag: Biologi og geografi
  • Antal moduler: 6
  • Længde: 9-15 lektioner
Der er forslag til ekstra øvelser og aktiviteter undervejs i forløbet, således kan der være stor variation af længden af det samlede forløb. Længden af individuelle moduler fremgår af indholdsfortegnelsen i de enkelte forløb.

Formål: 

At udvikle elevernes faglige kompetencer frem mod den fælles naturfaglige afgangsprøve. Ydermere, at give eleverne kendskab til invasive arter biodiversitet og deres påvirkning på økosystemer og lokal natur.

Kompetenceområder:

  • Undersøgelseskompetence;
    Eleven gennemfører undersøgelser fx undersøger bestanden af invasive arter lokalt.
  • Modelleringskompetence;
    Eleven konstruerer enkle modeller fx udbredelse af invasive arter.
  • Perspektiveringskompetence;
    Eleven perspektiverer egen viden til både lokale forhold, historiske forhold og nationale forhold.
  • Kommunikationskompetence;
    Eleven diskuterer problemstillinger, der knytter sig til emnet invasive arter.