TREC-bane

Forhindringer i naturen som udfordrer hest og rytter - Lolland-Falsters første offentlige TREC-bane ligger i Bavnehøj Fritidsområde på Nordfalster.

Bavnehøj Fritidsområde og TREC-banen

Fritidsområdet bruges af gående, cyklende og ridende, tag hensyn til hinanden. I fritidsområdet er der en 4,4 km lang gå, ride og cyklesti , en trec-bane for heste, vand, wc'er, to shelterpladser, en skovlabyrint, en infohytte, en fuglekiggerhytte og en grillhytte. Der er p-plads og en vendeplads til trailere.

​Der er adgang for alle og brug af banen er gratis. Adressen er: Nørre Vedbyvej, 4840 Nørre Alslev.

TREC for begyndere

TREC består af 3 faser: Orienteringsfasen (POR), Gangartsfasen (MA) og Forhindringsfasen (PTV) 

Orienteringsfasen (POR)

”Rytteren skal på et udleveret kort aftegne stævnearrangørens rute og derefter ride ruten ved at følge det selvtegnede kort. I de letteste klasse kan der udleveres optegnet kort eller rides efter markeret rute – men da ruterne tilrettelægges efter klassernes sværhed, er det let at aftegne og ride efter kortene i de lette klasser. Det drejer sig ikke om at komme hurtigst gennem ruten – der rides efter oplyste hastigheder, der kan skifte op til flere gange undervejs.”
Her SKAL man bruge den markerede sti rundt om Bavnehøj Fritidsområde.

Gangartsfasen (MA)

”Der rides 75-150 m i en langsom  galop på et markeret spor (i de letteste klasser kan man trave/tölte i stedet for) og derefter skridtes der tilbage i en hurtig og jordvindende skridt.”
Brug den markerede sti øst for TREC-banen.

Forhindringsfasen (PTV)

”Her afspejles de opgaver/forhindringer man kan møde på en lang tur i naturen fx åbne en låge, ride gennem vand, over en bro osv. I PTV afprøves hestens tillid, mod, håndterbarhed og sikkerhed på benene samt rytterens korrekte brug af hjælpere og kendskab til forcering af forhindringer i naturen. Modsat andre discipliner er det muligt at udelade visse forhindringer (man optjener så ikke point ved den forhindring) – men man udgår heller ikke af stævnet.”
Her er opstillet 19 forskellige forhindringer. 

Praktisk information

  • Hestetrailere kan parkere på P-pladsen ved hovedindgangen til Bavnehøj Fritidsområde. Man kan vende med traileren på vendepladsen ud for P-pladsen. Hvis der er mange hestetrailere må man parkere dem i rabatten på Nr. Vedbyvej. Bemærk, at det ikke er tilladt at køre i bil, eller andre motorkøretøjer, i Bavnehøj Fritidsområde. 
  • Drikkevand kan hentes ved en hane ved indgangen til fritidsområdet fra vejen Bavnehøjen, se kort. Hanen er 50 m fra TREC-banens pausefold, følg stien vest om skovlabyrinten.
  • Toilet findes ved den store P-plads, og primitive toiletter ved shelterpladserne, se kort.
  • Overnatning. Der er to shelterpladser, se kort.
  • Pausefold og bindebomme er forbeholdt heste og ryttere.
  • Sti. Der er en afmærket sti hele vejen rundt om fritidsområdet, 4,4 km i alt. Stien er for gående, cyklende og ridende.
  • Andre brugere. Husk at fritidsområdet er for alle, gående, cyklende og ridende. Tag hensyn til hinanden.

Kontakt

Stævner og større arrangementer på TREC-banen skal aftales med Guldborgsund Kommunes Fritidsafdeling på losv@guldborgsund.dk

Øvrige henvendelser om TREC-banen kan ske til naturlandet@guldborgsund.dk